Fra 1991 til 2009 var vores forretning en professionel slagter og pølsemagerivirksomhed, men over årene blev lokalerne for små og produktionen rykkede til større omgivelser. Den nuværende ejer overtog lokalerne i 2009 og åbnede herefter virksomheden Asbjørns Madservice og slagterforretning. Ejeren Lennart Asbjørn, er uddannet kok i 1996 fra ”Ma Cuisine” i Kolding og har mere end 20 års erfaring med restauranter og catering. Lennart Asbjørn har desuden arbejdet mange år i udlandet, både i Asien, Caribien og Europa og herigennem tilegnet sig stor erfaring. Lennart Asbjørn åbnede i 2010 atter slagterudsalget, denne gang med fokus på hjemmelavede pølser, modnet oksekød samt hjemmelavet pålæg af høj kvalitet. Sideløbende blev der lavet mad ud af huset til fester, kantineordninger og bosteder.
Mange pensionister besøgte Lennart Asbjørn i slagterforretningen og spurgte ofte, om han ville lave deres daglige mad til dem, da de generelt havde svært ved at finde et sted, hvor man kunne købe et godt gedigent dansk måltid. Det var her ideen opstod og Asbjørns Madservice tog en ny retning, med henblik på at lave anstændig mad til de ældre generationer. En ny mission blev igangsat og målet skulle være at servere mad til pensionister, hvor gode råvarer, frisklavede måltider og anstændighed skulle være vore kerneværdier. Lige siden stræber Lennart og hans team med at levere nærende og frisklavede måltider til pensionister. Nu om dage serverer vi til + 500 mennesker hver eneste dag.